hvad kalder tyskere drømme i flertal?

- traumer? ved ikke.
men drømte selv om at være på universitetet. Nede i en sprække vokser instituttet op. landskabet er kuperet, mængder af støv og tør, okkerfarvet jord. elektronisk indgang. Læser sanskrit og ved ikke hvorfor, men Zysk bliver ved med at (ved med hvad? - husker det ikke, men ved, det var ubehageligt. hvorfor?).
Vandrer ud og op fra dette danske lalibella; bevæger mig en kort strækning mod nordøst, mod håndværkernes værksteder. Her: malere. finder mine bukser og mit forklæde smidt på jorden, anvendt som dørmåtte. Der er hvide pletter på. Det er kæresten, som har gjort det. Vender rasende om for at finde hende på hotellet (som ved et trylleslag er instituttet et hotel), men hun er der ikke. I nyhederne taler de om 50 terroraktioner over hele europa, bl.a. mod leTour. Der har været angreb mod rytterne.
Beslutter mig for at se på sagen med egne øjne, og går op imod hovedvejen oppe i skoven, oppe ved bakkerne. Her er stadig et par ryttere tilbage, men de kører uanfægtet og hastigt ned mod havnen på den anden side.
Da jeg selv vil krydse vejen, ser jeg en fjendtligt indstillet fransk bil komme fra højre. Jeg er ved midterstriberne og der er endnu langt ned til den sølvgrå 2CV. Pludselig som i fysikkens forlystelsespark øges afstanden til modsatte vejside pludselig dramatisk. Ingen panik, bare tag det roligt og kom over vejen. Denne øvelse fortsætter, og efter kort tid er vejen bred som en slette. Bilen kommer. Han forsøger at vædre mig i hvad jeg nu kan se er en alvorligt futuriseret udgave af den franske minibil. Undviger som en toreador, men kan ikke slippe væk.
Han vender 2cven og drejer om mig i stadig mindre cirkler. Jeg følger med bilens bagende rundt, og han når ikke at bringe mig i fare førend jeg griber fat i bagenden og vælter den om på ryggen. Som en skildpadde ligger bilen der. Føreren skummer af raseri. Han taler fransk og har en stor skønhedsplet lige ved næsen. Bøjer mig roligt ned og spørger på en slags sprog: hvad er ci qu'est-ce que ce qui se passe? eller noget. Jeg forklarer at jeg er dansker og pligtskyldigt betaler min skat. Hvad vil han mig?
Han klemmer et vredesudbrud frem mellem tænderne, men det er uforståeligt for mig, som allerede har forladt episoden, krydset vejen og nu vandrer mellem træerne ned mod vandet. De tørre blade fra sidste efterår knaser under mine fødder ved hvert skridt jeg tager.

- hUAWE

velkomna

hr. dr. schmidt, til blogosfæren som vi indviede ynder ikke at kalde det men som pressen refererer det som i et forsøg på at lære pøbelen (som jo er pressens eneste publikum!) lidt leet-lingo.

han bor lidt til højre, lettere nordpå. For tiden bag hvidkalkede vægge, men over gravens rand.

og tak for det

khauszap

ps: han er måske politisk, måske personlig.
pps: måske mener han det. Ja. det gør han måske.

psykokinese

Havde det skidt - både med mig selv og med alle andre og med verdens tilstand i almindelighed.
Gik derfor på kirkegården for at snakke med de døde. Det gør alle store ånder i tilfælde af depression: De snakker med andre store ånder, holder samtaler med de døde, med århundrederne bag dem. Men det gik ikke. Vi havde intet at sige til hinanden. Fortiden bringer intet nyt, ingenting. SETI finder mere end jeg gjorde.
Men det var en smuk dag på kirkegården, himlen høj og alting i fuldt flor. Undtagen gravstenene, naturligvis, som jeg prøvede at tale med. Så skiftede jeg taktik, spurgte træerne, blomsterne og græsset i stedet. Spurgte hvad jeg skulle gøre, om dette virkelig var virkeligheden, om det var alt, om jeg var intet. Alle de sædvanlige ting, man spørger naturen om.
Den svarede heller ikke. Ikke et ord, intet tegn, ingen tvetydige lyde eller fugletræk på himlen over mig, som kunne tolkes. Naturen beder aldrig om fortolkning, tilbyder ikke sig selv for noget som helst. Det er os, som ser os selv evindeligt deri. Os som ser den. Os, som bilder os ind, vi ikke er den, den ikke en del af os.
Vi er på kirkegården, og oven over os er det sommer.
og her ligger meningen, som een af os glemte, som vi alle sammen glemte, som
vi aldrig havde, har eller vil have.

Manden i fjernsynet har gråsprængte tindinger og designerbrillestel og fortæller at folk i Spanien dør i togulykker.

Det vidste jeg da godt.

Hauser

ps: Var på hostipalet i dag. Ikke alvorligt, blot endnu et menneske i verden. Alle trætte, glade, men understregede overvurderede mindre så: hospitalet er en institution. Det mærkes i bygningerne, i farverne på væggene, i linoleumsgulvet. Her på hostipalet er patienterne. Hvis man er på hostipalet er man patenteret patient. Ingen vej udenom, ingen vej igennem. Det er det hostipalet gør ved menneskene: det fjerner mennesket fra mennesket og erstatter det med patiennesket. Sådan gør man på hostipaler. Sådan er det bare.

pps: og så har jeg læst om den haitianske konsul og hans små frække. der står da ikke noget nogen mand ikke har tænkt tusind gange på et enkelt sommersekund, når hun kører mod ham på cykel over brostenene, går imod ham topløs på stranden, viser sig frem med en hånd i hullet efter midnat på anal kbh. stakkelstakkels jorge. ingen kan li ham mere bare fordi han gjorde dem misundelige.

ppps: misundelse er en grim ting.