i magasinerne
står alting efter størrelse. 0ktaver for sig, kvarter for sig, folianter for sig. 8 4 2. Og mængden kan der ikke siges noget om, men Bak (interessant nok hedder forfatteren til den seneste indholdsmæssige analyse Dal) har bikset og målt og gået og set og luret og anslået ogsåvidere og er nået frem til ca. 8 kilometer, til og med 1959 fraregnet goe gamle Hielmstjernes samlinger, værker trykt inden 1600 (deri inkluderet a priori de værdifulde inkunabler). Og understregede, overvurderede overstreger og undervurderer konstant kompleksiteten i de systemer, som starter med Gud (til sidst i katalog 1-7 - efter jødedommen og muhammedanismen - kommer de farlige pietistisk sekter. Frimureriet gemmer sig under overtro sammen med gamle gautama og de andre. Vi ender med personalhistorie, poesi og denslags - i særdeleshed fra hertugdømmerne syd for grænsen.
khau
og derudover en utrættelig arving der måtte give op til sidst, en flaske rom, to stærke øl, en nivtang og en udsendt medarbejder nær ertebølle (dog kun i geografisk og ikke tidslig forstand omend der også der er præferencer for det fede kød og marven). således er en fredag formet.
og tak til gyda for det og tak for alt det, der skærer som bunker af flintflækker i hælene på den uopmærksomme.
og ofte drømme om sommerrejser, feriehuse, høje, høje græsklædte bakker og en forfærdelig mængde statistik. Og som. Og somom. Og derom kan der vel måske såfremt og så videre siges en hel del, men erindringerne forstøver-damper-muldes-går og tilbage står en fjern duft af en køretur i sydfrankrig engang i halvfjerdserne med en umulig sammensætning af medpassagerer og et sort sort middelhav der burde have været biscayen i den venstre siderude. og hvad skete derefter? Vi nåede ikke frem i tide, fuglen fløjet og alt; men ingen skuffelse, sure miner, bare videre, videre, videre, fremad, op på de græsklædte skråninger i stiv kuling og stemning (på trods af det kuperede land) som en forårsflandersk martsmorgen. Og hun sagde og han sagde og jeg måtte bare fortsætte frem mod huset; på bjælker ud over bakken hængende (sådan var ordstillingen på sin vis i dette ubevidste land selvom alt var uden ord. der er en særegen grammatik i luften ved den tid på natten. Så rigid, konkret, at syntaksen i bogstaveligste forstand skaber omgivelserne (selvom vi ved, selvom alle ved, at det er en billig kulisse af malet pap. det konstateres ofte ved selvsyn)) og ind til duften af harpiks og et langt langt større indre end jeg gad at undre mig over. og derfra videre ind, dybere i huset og ud bagtil og dér var den længe søgte perron med de lange, lange blå tog. Der er tremmer for ruderne og vi kører nordpå og gulvet er gråt og ikke dækket, men alligevel bemærkelsesværdigt tilsmudset af, sand og små stykker knust legetøj. Ikke specifikke, skræmmende ting. Ingen dukkehoveder, rangler, bare plastic uden specificeret herkomst (men jeg ved det er legetøj, for det svider under fødderne).
khau
og derudover en utrættelig arving der måtte give op til sidst, en flaske rom, to stærke øl, en nivtang og en udsendt medarbejder nær ertebølle (dog kun i geografisk og ikke tidslig forstand omend der også der er præferencer for det fede kød og marven). således er en fredag formet.
og tak til gyda for det og tak for alt det, der skærer som bunker af flintflækker i hælene på den uopmærksomme.
og ofte drømme om sommerrejser, feriehuse, høje, høje græsklædte bakker og en forfærdelig mængde statistik. Og som. Og somom. Og derom kan der vel måske såfremt og så videre siges en hel del, men erindringerne forstøver-damper-muldes-går og tilbage står en fjern duft af en køretur i sydfrankrig engang i halvfjerdserne med en umulig sammensætning af medpassagerer og et sort sort middelhav der burde have været biscayen i den venstre siderude. og hvad skete derefter? Vi nåede ikke frem i tide, fuglen fløjet og alt; men ingen skuffelse, sure miner, bare videre, videre, videre, fremad, op på de græsklædte skråninger i stiv kuling og stemning (på trods af det kuperede land) som en forårsflandersk martsmorgen. Og hun sagde og han sagde og jeg måtte bare fortsætte frem mod huset; på bjælker ud over bakken hængende (sådan var ordstillingen på sin vis i dette ubevidste land selvom alt var uden ord. der er en særegen grammatik i luften ved den tid på natten. Så rigid, konkret, at syntaksen i bogstaveligste forstand skaber omgivelserne (selvom vi ved, selvom alle ved, at det er en billig kulisse af malet pap. det konstateres ofte ved selvsyn)) og ind til duften af harpiks og et langt langt større indre end jeg gad at undre mig over. og derfra videre ind, dybere i huset og ud bagtil og dér var den længe søgte perron med de lange, lange blå tog. Der er tremmer for ruderne og vi kører nordpå og gulvet er gråt og ikke dækket, men alligevel bemærkelsesværdigt tilsmudset af, sand og små stykker knust legetøj. Ikke specifikke, skræmmende ting. Ingen dukkehoveder, rangler, bare plastic uden specificeret herkomst (men jeg ved det er legetøj, for det svider under fødderne).
posted by hauser at 20:13
<< Home