og jeg drømte at jeg kom kørende i et tog

og ikke længe efter stationen: en lang, bakket vej. På venstre side frostramte marker, på højre det samme, men afgrænset af et højt trådhegn. På den højre mark stod og står en række boligblokke, plantet på området uden forudgående plan (men heller ikke ganske hultertil); små - 3-4 etager, hvidkalkede med en lille altan. Og rundt om hver altan (for at afskrække de indbrudstyve alle frygter her i de Forenede Stater) et slags bur, som forhindrer enhver i at entre eller forlade bygingen ad den rute. På det frostgrønne græs mellem husene går en gruppe arbejdere - jeg taler med en af dem gennem hegnet, men ikke om noget særligt. Det er først da jeg kommer længere ad vejen, længere frem mod den noget tættere bebyggelse foran mig, det går op for mig, at jeg har selskab, følges med en sort dreng. Måske er han 14 år gammel. Han er på vej mod sin kirke længere fremme (en af den slags amerikanske kirker, der dublerer som forsamlingshus og har åbent hver eneste dag). Jeg skal samme vej, men ikke ind i kirken. Før vi kommer så langt, beder jeg ham vente mens jeg henter min kassecykel ved foden af den bakke vi allerede næsten har passeret. Det er det sidste, jeg ser til ham.
På vej tilbage passerer jeg en skurvogn med toiletter, og ser en lang række af mennesker, der tilsyneladende står i kø til at få et måltid mad. De er ikke sultende, hjemløse, flygtninge, og de taler om sidste år, forrige år, for ti, tyve, femhundrede generationer siden. Og jeg snubler ikke i gruset, men glider på skosålerne som på ski eller skøjter de sidste meter mod cykelstativerne. Og hvad der følger foregår på måder, der ikke udenfor drømmen kan fremsættes sandfærdigt, både før under og efter (men ikke parallelt eller simultant med) den foregående del af dette lille narrativ.
Og det går op for mig, at der er tale om en form for sommerlejr eller festival - en del af festivalen (alt hvad jeg kommer til at opleve i forbindelse med festivalen) foregår i de førnævnte boligblokke, hvis indre indretning umuliggør det stramme, på alle måder rektangulære ydre. Herinde flere mennesker. Gamle venner, en ph.d., en kustode, en hel gymnasieklasse i et umøbleret loftskammer med gamle trægulve der dufter af gamle trægulve. Og imens vandrer vi rundt i disse lokaler, skubber luften rundt, langsomt, støvet, kigger på de blomstrede tapeter, læner os op ad, støtter os ved, hviler hånden på karmene, stoleryggene, rækværket (træværk, blankslidt af de utallige hænder, som..) der forhindrer at vi styrter ned i den nåletræsgrønne, køligt beplantede atriumgård. Fortabelse. Og tempoet tydeligt nedsat - ingen fremdrift længere. Lyssøjlerne der trænger ind og oplyser støvet bliver rigtige forhindringer, fortykker virkeligheden, så den ikke længere lader sig passere.