fremme igen

Saa er understregede, overvurderede nok engang fremme i Bananaras (sidder as saedvanen tro hos Banananandan), hvor det tager laengere tid at servere en portion musli end en grillstegt kylling, og hvor popoprekvalmerne paa computerskaermen soeger at afsaette gifteklare maend og kvinder direkte til mig uden omsvoeb og kastebarrierer. Flyvetur lang og udmattende. Derefter kort, soevnloes soevn efterfulgt af en laengere togrejser med luxusjernbanen. Mad serveret med 30 mins mellemrum over en 12timers periode.
Nu: alt fyldt med koreanere som spiser i flok og af samme skaal. guruji har det godt, hans fader langt mindre, men han er trods alt ogsaa tre-og-halvfemte-snese - det er han ikke saa meget laengere, toer jeg desvaerre vove at ud- frem- forud- bagud-. Den Sidste Bog medsamt er ogsaa tilstedevaerende, den trinde gangster kalder ham lasgollu - men han har vel ogsaa stukket naebbet for dybt i sin rasgulla. (en lille vittighed om De permitterer min perspiration).
Thoreau er med paa rejsen, udfylder som saedvanlig sin rolle paa smukkeste vis. anbefales alle ananalfabetister.

saaledes foerste
herefter / engagement
suprasonisk teologisk
megalofonisk

men foerst om fem-seks natlige dage

kakatetekakahauser

ps: savner den udvalgte, indkaarne. Livet er surt paa en traehaard stenbriks med en saek kartofler under sig og tusind hundes rekreation af kuruksetraslaget i oerene. Laeg dertil kaklede vaegge uden kumme. Den staar paa gangen.

faldet, klynk og bæven, og helt sikkert with a wimper

Har savnet i dag. Og frygtet. Ikke selve dagen, men handlingen (eller processen) at savne og at frygte. Ganske snart dragende i felten - til Bananaras. Hader og elsker det sted. Det hænger mig langt ud af halsen, at jeg ikke kan lade være med at savne at være der, når jeg ikke er der. Og det er her frygten indtræder. Denne frygt (eller angst, kanhænde) fungerer, som den slags nu gør, in absentia. Dermed være sagt: det er en tagen på forskud, en forholden sig til det uvisse, et udslag af en frisk erinding om at være i Varanasi kombineret med en fuldstændig tom ( ) blok i bevidstheden, manifesterende det stykke arbejde som skal udføres dernede. Man kan komme hjem med intet (eller alt - begge tanker er rædselsvækkende). Derfor er angsten så tåbelig (og så forfærdelig). Den har intet objekt! - netop usikkerheden, tomheden, fremtiden (og alt, alt for meget kaffe) er det rum, hvori den udspiller sig. Og det er bevidsthedens eget konstrukt. Når man grænsen imellem det kendte og det ukendte, da opløser angsten sig til intet; netop i det øjeblik, hvor man kan se, hvor ( ) udfyldes med dufte, farver, bevægelser, lyde, følelser, så lever man jo netop ovennævnte.
Rummet heri (angsten, verstehs) er naturligvis også savnet, men savnet er anderledes. Jeg ved godt, hvad det vil sige at savne, og netop det sætter mig i stand til at savne på forhånd. Også tåbeligt - mujhko mallum hai, lekin forestillingen om følelsen af at savne starter møllen. Fanget - som my man Kabir - imellem fortidens og fremtidens møllesten, den øverste i konstant bevægelse. De bidrager begge lige meget til følelsen af opløsning, af at blive mindre, knuses til fint pulver og sluttelig ende i en bunke på jorden. Først herefter tilsættes vand og gær, og selvet æltes, hæver og bager.
Bluh.
Dette er bare klynk, og herfor giver understregede, overvurderede sin uforbeholdne undskyldning.

Drømte en drøm en nat på et gult, hårdt leje i Londonium: Skulle køre i bil. Kæresten og diverse venner var med, bilen tilhørte grønborg og scott, var en Porche. På en bred, asfalteret bygade, der lignede så mange andre på de britiske øer (brune, lave rækkehuse, trapper, metalhegn, hvide døre etsétera) sprang vi ind i bilen. Besynderlig bil. Som en kassevogn, kassen lavet af glas - fuldstændig gennemsigtig. Heldigvis skulle jeg køre, satte mig i førerhuset.
Naturligvis blev vi forfulgt. Ved ikke af hvem, de dukkede aldrig op. Jeg var nu alene i bilen (de andre var der stadig). Byens stejle gader, græsrabatter, høj fart. Efter en rundkørsel der blev gennemkørt både med og mod urvisernes retning ind på en parkeringsplads, der i høj grad mindede (og stadig minder) mig om området bag alle barndomslandes brugser og supermarkeder. Jeg så alt udefra, ovenfra. Hurtigere væk, væk. Kører ud i græsset, ned mod havnen. Flere volde (eller er det grøfter) står imellem bilen (mig) og friheden. Vippende, bølgende opløser den lave by sig foran imens jeg kører. Udad, nedad. Græsset bliver til en flade af grønhed. Universets altomfattende mørke står pludseligt over, under og omkring bilen. Den tynde grund bliver til en pulserende stråle af grønt lys. Jeg kører langs den grønne lysflade i et tomt univers, hurtigere og hurtigere. Noget stråler klart, uendeligt klart og lyst længere fremme. Fremad, direkte frem mod. Mod intet. Min grønne lysbane flimrer ustabilt, deler sig, opløses og opstår igen i mystiske kvantespring.
Pludselig er den væk. Der er kun det sorte intet.
bilen (eller jeg) forsvinder i det sorte intet. Falder uden retning uendeligt og dog allerhøjst i en brøkdel af et øjeblik.

KaaaaaaaaHaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaarrrrr