mandag, november 22, 2004

Farben..

Wittgenstein spørger:
I en psykologibog står følgende sætning: "Nogle mennesker er seende". Hvem er denne sætning skrevet for? - forestiller man sig, at man aldrig har hørt om blinde mennesker; hvordan reagerer man da på at få oplysningen om, at der findes mennesker, som ikke kan se?

Og hvad med "Nogle mennesker er farveblinde"? - hvad meddeler den? - og hvem? Hvad siger denne sætning om normaltseende mennesker for en farveblind?

Og er sætningen "Jeg ser en rød cirkel" ligestillet med sætningen "Jeg ser"? - Hvordan undersøger man disse sætningers opbygning og sandhedsværdi?

...under visse omstændigheder...

kaspar hauser


tirsdag, november 16, 2004

orphan

otte gange orphan. jeg har læst seks og det er seks gange orphan.
nu vil jeg skrive kollektivt og det er een gang orphan.
the deep, mysterious recesses of the human mind.

hvad handler de om, orphan? - intet sted, ingen tid, ingen personer. Kun een. (eller otte).
Jeg'ets mest forkvaklede (og mest rationelle) indre. Forsøg på at bevidsgøre sig om det ubevidste. forsøg på at forholde sig til det sociale, til kroppen, til livet (som medicinsk begreb).
forsøger han at nedfælde fejltagelserne? hvordan begrunder vi vores fejltagelser? normalt fastholder vi vores personlige erfaringer i en narrativ ramme. og den ramme ændrer sig hele tiden. men disse personer (de otte forældreløse) eksisterer udelukkende i deres egen tekst (eller egne tekster) - kun i et nu.

alt er nutid, alt er her, alt er rationaliseringer af adfærd. rationaliseringer af adfærd.
hvilken adfærd? - Systematiske overvejelser over særskilte områder, personlige beretninger om (altid om succes!) altid om succes.

Svend Åge Madsen skaber i Otte gange Orphan otte menneskers personlige beretninger fra den anden side af det menneskelige sind. (de andre sider). Disse otte orphan er rationelle, filosofiske, forhåbningsfulde.
disse otte mennesker er ikke mennesker. de er menneskets overbygning. ren Superego.
de gør alting rigtigt, rationelt, forkert og tæerkrummende på grænsen til nederlaget. Men de lider aldrig nederlag, for dagbøgerne (orphan?) nedfældes af dem selv.

kan umennesket lide nederlag? (med u mener jeg ikke som negation, men som ...).

ja, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til den slags.

og hvorfor nævnes intet konkret? - sådan er jeg ihvertifald ikke.
pfrt

hauser


torsdag, november 11, 2004

poetens endeligt

hmm. Har lige læst (halvdelen af) en fremragende artikel af Thorkild Bjørnvig om Poul La Cours poesi. Heretica, 4.årg, nr. 1.. La Cour var åbenbart vores egen lille Nietzsche - med et par modsætninger: Nietzsche skabte overmennesket, La Cour hvad Bjørnvig kalder ydmyghedsmennesket (Oh, gør mig til et rustent strå mellem skinnerne... etc).
Og Nietzsche endte i vanvid. La Cour endte med at dø.

peace out
khauser

er snart stramt tilbage