tirsdag, juni 27, 2006

gymnasiepigen robin

som understreger i farvet system.
selv understreger understregede, overvurderede ikke
der overstreges
essentialiseringer i diskursen
men nu bliver vi occidentalistiske

der er ingen tvivl om, at formidlingen halter. Her er ingen sammenhænge længere. Føler mig fanget iblandt brokkede brokkende brokker som knuser og nedbryder fra enhver side ved enhver given sjangse.
vi stjæler kulturhemmeligheder og hjemlighedsgør kulturen.
men vi er ikke gode til det

khauaspar

ps. Ved ikke hvad sker men alt sker nu!

mandag, juni 12, 2006

he bhagwan

ved ikke hvad dette skal føre til.
der er jo ingen tvivl om, at det må være noget (i den bredest mulige forståelse af "noget")
er lidt træt og lidt
menvafaen

huahuahua

ps: dansken er en ærgerlig fyr
pps: nej! - her er ikke noget at komme efter.
ppps: jamen, hvad så med beslutningen om at.
pppps: IKKE noget at komme efter!!
pivpivpivpivpivpivpivps: spss

omfg lol og altmuligt andet 1337 netlort
jeg styrer og er den nye rocker i byen

eller er han?

tirsdag, juni 06, 2006

sans titre

et er ikke til at sige: hvad er ret og hvad er vrang.
Det er op til læseren at beslutte.
Palle Nielsen demonstrerer med al tydelighed hvad enhver må forsøge: at udæske sidens hvide flade form og indhold ved konstant og konsekvent at opstille grænser for dens udbredelse. Dette gøres best i sort. det svarer - i en lettere konstrueret tankestrøm, indrømmet - til at tage et negativaftryk af lysets indvirken på virkelige (eller så tæt på som vi kan komme, så hvidt (haha) understregede, overvurderede kan bedømme) fænomener, som er at afgrænse og differentiere - i mørket er vi alle ens (for papiret har ingen lyde). Dette negativaftryk fungerer på den måde, at det på fladen af blækket uberørte formes, presses og indespærres som ren fylde. Denne på ovennævnte måde fremstillede hvide (negative, urummelige på begge måder) beholder benyttes i person- og verdensskildringer af ovennævnte Nielsen til at inddæmme og indfange en verden. En verden som indenfor papiret rammer så desperat (og med stor kunstnerisk færdighed) forsøger at bryde disse, at denne umuligheds virkning bliver dobbelt negativ: Selv det store, åbne bliver klaustrofobisk og angstfremkaldende. Det hvide udfyldes af tomhed, det mørke af uendelig tyngde.
her er menneskelivets skygger.

forståelsen af dette er naturligvis uhyrligt subjektiv, men visse semiforiske metaotiske tegn i de udtrykte (under-, ned- og med efter-) ansigter og hallucimorganiske rundbuede neoklassicistiske tempelkonstruktioner anes alligevel utvivlsomt et gran af sandhed og vanvid i ovenstående læsning af noget, som ikke engang er en tekst. nej, ikke alt er tekst.
kunne blot disse tegn på den hvide (eller i læsningens stund beige) baggrund blot udnyttes med samme gennemslagskraft ville alt være vundet.

for at citere mig selv i en gammel ode til en græsk prostitueret:

væsken synker op i karret og
nu det evige, uigenkaldelige klonk
der indikerer at samlejet er slut

pfsht. og bellman beskylder denslags for at have noget med vellyst at gøre.
arne har ret: angst, druk og liderlighed er de sande, bagvedliggende bevæggrunde
for al menneskelig handlen

hauser