nu er vi ude af her..
Herr Schmidt har restitueret ovenpaa et par dages maveonde, saa morgens drager vi oestpaa til Yazd - Zarathustrismens hovedby her i landet - med ildtilbedelse og alting..
Har besluttet os for at droppe persepolis. Hvad? - stor by, storbymennesker, storbypriser, store afstande. Vi vil hellere meet locals (in local places for local peeple..) - fik i den. ellers tag en tur til Royston Vasey (eller hvad hulan byen nu hedder).
Jeg sidder paa Irans backpackerhotel numero uno - men her er kun een comp, hvilket betyder, at jeg har Japanesere, cyklende Schweitzere (mange af dem, faktisk), indere (Mr. Ali - diamondtrader from Bangalore) - the usual suspects haendende over computeren, kun ventende paa at foererhyaenen forlader det dampende aadsel saa de selv kan komme til.
eller?
har laest netavis fra dannevang idag - og i synes jeres internet er dyrt? - her koster det 10.000 ayatollaher i timen!

Esfahan nefs-e jahan. (= Isfahan er den halve verden) - wrong? -Right! i hvert fald hvad angaar insisterende taeppe-til-overpris-saelgere og den slags. Det kan godt vaere, at storturismen ikke er naaet til landet endnu, men det snerper derhenad, og jeg skal ikke benaegte, at jeg har vaeret steder, jeg broed mig bedre om, men hvad; lad dem endelig proeve at score lidt dollares fra turisti - de skal vel osse leve.

Her er ogsaa novelties, man ikke oplever andre steder (eller: vi har ikke oplevet dem foer nu): Man kan tale med pigerne uden at folk kigger alt for skaevt til een (bortset fra de lokale drenge - de maa nemlig ikke). Her er en blasfemisk moske(?!) - eller rettere: Det forekommer mig blasfemisk at forsoege at overgaa Allahs skabervaerk ved at producere saa storslaaet og fantastisk en moske som Jame-e Emam her i Esfahan. Til gengaeld har jeg sjaeldent set saadan en hyldest til menneskets skaberkraft - mennesket priser mennesket gennem Gud? -maaske er der eet eller andet her.

Men det maa vente - folk begynder at faegte med spisepinde og cykelpumper omkring mig, saa jeg maa hellere spille cool, rejse mig og helt nonchalant taende dagens sidste smoeg...

god
nat

ps: er det ikke fantastisk at hjernen kan alt dette uden nogen form for stimulanser overhovedet... maaske er dette katharsis

salaam, danmarkians

Det er efter lang tids soegen lykkedes os at finde en netcafe. Vi befinder os nu i hjertet af persien - naermere betegnet i Esfahan, rigets gamle hovedstad. Uendeligt meget er haendt os siden sidst, saa hvor at begynde?
Vi ankom til Iran den 15. oktober, og foerste stop var Tabriz i vest - en storby paa godt og ondt (mest ondt, synes jeg - udover trafikken var der ikke meget iran at hente der). Ikke saa meget at berette derfra udover et moede med een af verdens mest overstadige mennesker: Nasser Khan fra den lokale turistinformation; 5-7 samtaler paa 4 sprog paa een gang var ikke noget problem for denne mand (som er saa 'beroemt', at alle vi moedte i byen kendte ham - han staar ogsaa i rejseguiden som en "attraktion"...)

Hurtigt videre (i den iranske trafik gaar alting hurtigt - det smager lidt af den indiske ditto bare med faerre koer og rickshaws og hoejere hastighed - livsfarligt for blinde og langsomt gaaende) til kurdistan: Sanandaj og Merivan (naer den Irakiske graense - det er ikke farligt overhovedet i kurdistan, snarere boed omraadet paa nogle af de venligste og mest fascinerende mennesker, jeg laenge har moedt). Kurderne er som folk utroligt bevidste om deres rolle som underdogs i de lande, hvor de nu end bor (og der er 45 millioner af dem - nok til indtil flere selvstaendige stater) - langt de fleste af de folk, vi moedte havde en soergmodig tilgang til deres land og deres kultur; det er aabenbart utrolig svaert for de kurdiske delstater at faa bevilget penge til nogetsomhelst (omraadet er klart fattigere end det oevrige iran, vi har set, men det afholdt dem ikke fra at byde paa lidt te og en kop gaestfrihed).

Hadi Sayaddini. Een af kurdistans (og irans) store billedkunstnere var saa venlig at byde os indenfor en aften (vi blev vist rundt i byen af en tysktalende kurder, som viste sig at vaere barndomsven med manden) - det blev til en samtale om kunst, kultur og politik med person, som i sandhed havde fundet sin "stemme" - sjaeldent har jeg set en smukkere (og mere skraemmende) skulptur end hans eftertaenksomhed (som den vistnok hed) - proev paa nettet - han har udstillet i europa flere gange. Han sammenlignede sit formaal med det, Picasso havde med Guernica - det er ikke smaating, mine ladies und herren.

Weitergehen: Merivan - 20 kilometer fra den irakiske graense. Dagen startede haabloest: 3 timer i bumlebus for at komme frem til en megetmeget dyrt hotel, hvor vi heldigvis besluttede os for ikke at bo. Heldigvis fordi vi paa vejen tilbage til byen blev samlet op af en ung kurder - og inviteret paa te og fotoalbum hos hans foraeldre - fantabolous (og fanta hedder ikke fanta her i landet - det hedder fana. den mest populaere cocacola-copi lider under det lidet velsmagende navn arso cola).
For at goere en lang historie kort (og fuldstaendig uforstaaelig): aftenen endte paa en mosaferkhune (hostel - ofte kun for iranere) med en diskussion om filosofi, religion og globalisering (af alle raedselsfulde ting) med en ung iraker og en ditto iraner - en ganske fantastisk dag..

Iranerne ynder i det hele taget at tale om alt det, de ikke maa tale om: politik, religion og sex.. det er stort set det, alle vores samtaler med de indfoedte har handlet om, og der er ikke noget med at danse om den varme groed - de gaar lige til sagen: vi vil vaek, styret er forfaerdeligt, etc. Der er dog ingen - indtil videre - som har skudt skylden paa vores allesammens yndlingskaephest: islam. Folk virker meget bevidste om at soege at adskille religion og politik i forhold som personlig undertrykkelse og iran-mod-godhedens-akse.

jeg aevler. maden er ringe i dette land. man kan godt tale med kvinder. man kan godt koebe alkohol (smuglerstuff). folk er ikke onde fanatikere. snarere gode fanatikere. har aldrig moedt saa venligt et folkefaerd foer, og hvis der findes et saadant, maa det vaere fuldstaendig uudholdeligt (ja: gaestfrihed og venlighed kan faktisk blive for meget).

jeg er begejstret.

senere..

hallo i stuerne - sensationelt nyt:
Det som ingen havde troet muligt er nu gaaet i opfyldelse:
Jeg er blevet milliardaer!!! - men pengene skrumper hurtigt ind paa disse kanter. Har vekslet til dollars idag, for iran har nul visakort (embargo-bras), og var paa et tidspunkt i besiddelse af ikke mindre end 1.200.000.000 lira - ikke daarligt for en under-graduate, hvad??

Og en fodboldopdatering: kampen tyrkiet-england endte skuffende 0-0.. Kampens stoerste bifald gik til beckham for det braendte straffe, samt til rysty for hans fantastiske stoevle-mod-ansigt-tackling af en engelsk angriber.. Stemningen var hoej men ikke through the roof - te med sukker har ikke helt de samme egenskaber som en velskaenket fadoel. -

For at komme lidt vaek var vi paa dagstur igaar - en haabloes sammenblanding af kaotiske bustider og regnvejr. Til gengaeld saa vi en meget smuk, gammel armensk kirke paa en lille oe i den store soe (aldrig saa jeg saa deeejlig en oe..), som en turguide forsikrede en busfuld tyske pensionister 'er for armenerne hvad peterskirken er for katolikkerne' ...
I en lille forblaest flaekke moedte vi en meget velhavende tyrker paa vej hjem til mor. Tidligere ejer af Sultan Rejser i Kbh, ferierende paa Cuba og i Frankrig, var han nu storeksportoer af tyrkiske vandpiber. Han goer forretning i 69 lande - heriblandt dk, saa hvis i ejer en hookah, har i den nok fra Hassan.

Denne opdatering falder i oevrigt sammen med en laesning af 'To the Lighthouse' (V. Woolf), men da jeg af frygt for mentalt kollaps ikke toer beskrive rejsen i hendes stream of consciousness-teknik, maa indfoeringerne her vel snarere betragtes som et udfald af stream of unconsciousness..
Og a propos bevidstloeshed: jeg droemte i nat at staden blev ryddet - det har forhaabentlig ikke noget paa sig (for det var en svaert livagtig droem)

Jeg har i oevrigt just bemaerket at alle 'i'er i de tidlige blogs er blevet udskiftede med '?'.. dette skyldes min uopmaerksomhed omkring det faktum, at de tyrkiske tastaturer har et 'i' uden prik paa det sted, hvor vi normalt placerer bogstavet med prik. - og det udtales ikke engang som et rigtigt 'i' - guidebogen beskriver det som en stoennende 'ah'/'uh'-lyd. Jeg forestiller mig noget i retning af et slag i maven..

Dette bliver sidste meddelelse foer vi drager ind i Iran - hvis ikke jeg kan skrive derfra, maa i taalmodigt vente til vi naar til Pakistan (midt i ramadanen, i oevrigt), hvor turiststroemmen er lidt stoerre..

god vestenvind derhjemme,
bkoja

ps: a fact to puzzle your minds: Tyrkiske folkeskoler har ikke nogen klokke til at kalde til undervisning - de spiller en elektronisk udgave af 'Für Elise'... gad vide, hvad de goer i Iran?

yessir,
er tilbage efter med egne oejne at have beskuet Vans eneste 'sýght' af betydning - the ROCK!
Skuffende viste dette hoejt priste sted sig blot at rumme ruinerne af eet eller andet gammelt citadel (nummer 117 paa rejsen), samt nogle kileskriftsindskriptioner af en vis interesse. Ýnteressen vaktes mest i det faktum, at utallige tyrkiske turister har valgt at berige disse oldtidslevn med flot nyt materiale - fx 'Hassan Ogul 1999', 'Ýzmir loves Fatima' etc... whyyyyy???
Hvis dagens udflugt var skuffende virker aftenens fodboldkamp mellem tyrkiet og england ('Are you engliss, mister??') anderledes lovende: vi overhoerte en bryllupsfest igaar, og hvis tyrkiet vinder, kommer byen maaske op i de hoejere decibellag for anden nat i traek..

Snart drager vi til iran, hvor jeg maaske faar svaert ved at opdatere bloggen (farsi-tastatur, frygter jeg), og vejen dertil er interessant: den lukker kl. 17 af frygt for hvadvedjeg..

og hvorfor er der ingen, der vil fortaelle mig lidt om arnolds eventyr (eller deres egne) - som altid: elgmand@hotmail.com, mine damer og herrer - let it flow.

moedte i oevrigt en tysker idag, som havde planlagt at rejse fra Tyskland til Australien for 1000 euro og en guitar - hvis vi render paa ham i iran, vil jeg udspoerge naermere..

hils omkring og hold jer saa muntre som jeg,
k.hauser - stadig paa vej ud og hjem igen

Hallo halloej..
Nu er rejsen begyndt! - herr Schmidt og undertegnede har tilbragt de sidste 3-4 doegn i arabien - eller naerved. Vi har vaeret i Urfa ved den syriske graense, og forskellen til eu-aspirant-tyrkiet var markant. Der var et distinkt asiatisk feel over stedet - lidt mere beskidt, lidt mere kaotisk, mere venligt og imoedekommende. Vi brugte hovedparten af tiden paa at vandre omkring i byens ualmindeligt labyrintiske bazaar - om den er stor ved jeg ikke rigtigt, men den var saa fyldt med sving og gange og maerkelige kvarterer, at det ikke lykkedes os at kortlaegge den overhovedet. Her var de smaa pladser med braedtspillende aeldre herrer, som jeg havde savnet at se i Tyrkiet (de kender ikke reglerne til skak; men spiller dam med brikkerne i stedet!), her var smedjer, vaabenhandlere, hestedaekkenssystuer, plastiktingeltangelpaatilbudsboder etc. Og tobak. Det virkede som om halvdelen af urfa ernaerede sig ved at saelge tobak i grossistpakker - et kilo fin roegtobak: 100 kroner! Og det var ikke det eneste, som var billigt: fik repareret taske og kamera og koebte kuglepenne til skitsebog uden at betale en oere (eller endnu mindre - en lira) for det.
For de religionshistorisk interesserede kan det da ogsaa naevnes, at vi har set baade profeten Abrahams foedested og hans karpesoe(?).
Er just ankommet til Van (helthelt mod oest) - ikke helt saa historisk spaendende (der er ikke et eneste hus fra foer foerste verdenskrig) - til gengaeld har de en stor sten ('oh, you must see the rock of van, mister'), som maaske er et besoeg vaerd.
Vender tilbage med dette og mere senere, men nu:
et stort tillykke herfra til baade Frederik og Arnold - saa var de alligevel mandfolk begge to...

nyt fra syden:
jacob og jeg har forladt vor triste dk og er nu blevet genuine hittit-hottentotter. Hittiter fordi vi har maalrettet de sidste par stop paa ruten mod dette gamle folks efterladenskaber.. I soendags naaede vi efter lange, udmarvende busture og taxaproblemer frem til Bogash Kale, en landsby, som danner graense til "frilandsmuseet" hattushas - hittiternes 3500 aar gamle hovedstad. Hvis hattushas fremstaar som en doed by (det goer den og det er den), saa var Bogash Kale ikke meget bedre. Sjaeldent har jeg set en by saa fuldstaendigt udhungret paa alle maader. Hvad der engang var prospekteret til at blive det nye, store turistmaal i anatolien (eksklusive hoteller etc.) stod nu hen som en forblaest og forpint forpost for ingenting. Vi saa stort set ingen indbyggere under 50 aar, og moedte ikke een, der ikke saa desperat ud - desperat efter penge, efter at komme vaek eller bare efter noget andet en bogash kale.
Hittithovedstaden var til gengaeld pengene vaerd - og landskabet.. -de gamle hittiter har haft en ting for store sten og barske bakker - som at bygge en storby med haandkraft i de norske fjelde..

Nu: hottentotter.

Videre videre red de, og kom til de forfulgtes land kappadocien. Ligeledes hittitland til at starte med, senere tilflugtssted for oldkristne menigheder under forfoelgelse. I goereme (oe = o umlaut - tjek googles billedsoegning) blev naturen fjollet og fantastisk. Store vulkanudbrud i fortiden efterlod enorme maengder af en bloed lavastenart kaldet tufa. Nedbrudt af vind og vejr i 10 mio. aar, har tufastenene faaet de mest vanvittige former og farver - her er lyseroede og pistaciefarvede "kyskageklipper", store fallosformede, fritstaaende strukturer dannede ved at en overliggende, haardede stenart har skaermet den bloede tufa..
For 3000 aar siden kom saa hittiterne og opdagede at de kunne grave i stenen uden anstrengelser; resultat: flintstones-starwars-by - a grande sight indeed. og for at goere det hele endnu bedre: kristne, forfulgte som altid, lavede tilflugtssteder, munkeceller, kirker og klostre hoejt, hoejt oppe paa bjergsiderne. Kan man forestille sig et bedre sted for to tosser som os at lege buskmaend? -naeppe. vi vader og klatrer og kigger og undres og kommer hjem med oemme ben og maette oejne. Kan kun sige, at det er eet af de behageligste, mest fascinerende, mest rejsevenlige steder, jeg endnu har haft den aere at befinde mig..
afslutningsvis for at skaerpe rejselysten derhjemme kan jeg tilfoeje, at den franske rejsende, som genopdagede omraadet i 1800-tallet beskrev klippestrukturerne som "noegne kvindeskikkelser i utugtige positurer"
saa: fra en utugtig hittit-hottentot til alle jer tugtede mennesker derhjemme: vi skrives ved.. (igen: elgmand@hotmail.com)
jkabo