salaam, danmarkians
Det er efter lang tids soegen lykkedes os at finde en netcafe. Vi befinder os nu i hjertet af persien - naermere betegnet i Esfahan, rigets gamle hovedstad. Uendeligt meget er haendt os siden sidst, saa hvor at begynde?
Vi ankom til Iran den 15. oktober, og foerste stop var Tabriz i vest - en storby paa godt og ondt (mest ondt, synes jeg - udover trafikken var der ikke meget iran at hente der). Ikke saa meget at berette derfra udover et moede med een af verdens mest overstadige mennesker: Nasser Khan fra den lokale turistinformation; 5-7 samtaler paa 4 sprog paa een gang var ikke noget problem for denne mand (som er saa 'beroemt', at alle vi moedte i byen kendte ham - han staar ogsaa i rejseguiden som en "attraktion"...)
Hurtigt videre (i den iranske trafik gaar alting hurtigt - det smager lidt af den indiske ditto bare med faerre koer og rickshaws og hoejere hastighed - livsfarligt for blinde og langsomt gaaende) til kurdistan: Sanandaj og Merivan (naer den Irakiske graense - det er ikke farligt overhovedet i kurdistan, snarere boed omraadet paa nogle af de venligste og mest fascinerende mennesker, jeg laenge har moedt). Kurderne er som folk utroligt bevidste om deres rolle som underdogs i de lande, hvor de nu end bor (og der er 45 millioner af dem - nok til indtil flere selvstaendige stater) - langt de fleste af de folk, vi moedte havde en soergmodig tilgang til deres land og deres kultur; det er aabenbart utrolig svaert for de kurdiske delstater at faa bevilget penge til nogetsomhelst (omraadet er klart fattigere end det oevrige iran, vi har set, men det afholdt dem ikke fra at byde paa lidt te og en kop gaestfrihed).
Hadi Sayaddini. Een af kurdistans (og irans) store billedkunstnere var saa venlig at byde os indenfor en aften (vi blev vist rundt i byen af en tysktalende kurder, som viste sig at vaere barndomsven med manden) - det blev til en samtale om kunst, kultur og politik med person, som i sandhed havde fundet sin "stemme" - sjaeldent har jeg set en smukkere (og mere skraemmende) skulptur end hans eftertaenksomhed (som den vistnok hed) - proev paa nettet - han har udstillet i europa flere gange. Han sammenlignede sit formaal med det, Picasso havde med Guernica - det er ikke smaating, mine ladies und herren.
Weitergehen: Merivan - 20 kilometer fra den irakiske graense. Dagen startede haabloest: 3 timer i bumlebus for at komme frem til en megetmeget dyrt hotel, hvor vi heldigvis besluttede os for ikke at bo. Heldigvis fordi vi paa vejen tilbage til byen blev samlet op af en ung kurder - og inviteret paa te og fotoalbum hos hans foraeldre - fantabolous (og fanta hedder ikke fanta her i landet - det hedder fana. den mest populaere cocacola-copi lider under det lidet velsmagende navn arso cola).
For at goere en lang historie kort (og fuldstaendig uforstaaelig): aftenen endte paa en mosaferkhune (hostel - ofte kun for iranere) med en diskussion om filosofi, religion og globalisering (af alle raedselsfulde ting) med en ung iraker og en ditto iraner - en ganske fantastisk dag..
Iranerne ynder i det hele taget at tale om alt det, de ikke maa tale om: politik, religion og sex.. det er stort set det, alle vores samtaler med de indfoedte har handlet om, og der er ikke noget med at danse om den varme groed - de gaar lige til sagen: vi vil vaek, styret er forfaerdeligt, etc. Der er dog ingen - indtil videre - som har skudt skylden paa vores allesammens yndlingskaephest: islam. Folk virker meget bevidste om at soege at adskille religion og politik i forhold som personlig undertrykkelse og iran-mod-godhedens-akse.
jeg aevler. maden er ringe i dette land. man kan godt tale med kvinder. man kan godt koebe alkohol (smuglerstuff). folk er ikke onde fanatikere. snarere gode fanatikere. har aldrig moedt saa venligt et folkefaerd foer, og hvis der findes et saadant, maa det vaere fuldstaendig uudholdeligt (ja: gaestfrihed og venlighed kan faktisk blive for meget).
jeg er begejstret.
senere..
Det er efter lang tids soegen lykkedes os at finde en netcafe. Vi befinder os nu i hjertet af persien - naermere betegnet i Esfahan, rigets gamle hovedstad. Uendeligt meget er haendt os siden sidst, saa hvor at begynde?
Vi ankom til Iran den 15. oktober, og foerste stop var Tabriz i vest - en storby paa godt og ondt (mest ondt, synes jeg - udover trafikken var der ikke meget iran at hente der). Ikke saa meget at berette derfra udover et moede med een af verdens mest overstadige mennesker: Nasser Khan fra den lokale turistinformation; 5-7 samtaler paa 4 sprog paa een gang var ikke noget problem for denne mand (som er saa 'beroemt', at alle vi moedte i byen kendte ham - han staar ogsaa i rejseguiden som en "attraktion"...)
Hurtigt videre (i den iranske trafik gaar alting hurtigt - det smager lidt af den indiske ditto bare med faerre koer og rickshaws og hoejere hastighed - livsfarligt for blinde og langsomt gaaende) til kurdistan: Sanandaj og Merivan (naer den Irakiske graense - det er ikke farligt overhovedet i kurdistan, snarere boed omraadet paa nogle af de venligste og mest fascinerende mennesker, jeg laenge har moedt). Kurderne er som folk utroligt bevidste om deres rolle som underdogs i de lande, hvor de nu end bor (og der er 45 millioner af dem - nok til indtil flere selvstaendige stater) - langt de fleste af de folk, vi moedte havde en soergmodig tilgang til deres land og deres kultur; det er aabenbart utrolig svaert for de kurdiske delstater at faa bevilget penge til nogetsomhelst (omraadet er klart fattigere end det oevrige iran, vi har set, men det afholdt dem ikke fra at byde paa lidt te og en kop gaestfrihed).
Hadi Sayaddini. Een af kurdistans (og irans) store billedkunstnere var saa venlig at byde os indenfor en aften (vi blev vist rundt i byen af en tysktalende kurder, som viste sig at vaere barndomsven med manden) - det blev til en samtale om kunst, kultur og politik med person, som i sandhed havde fundet sin "stemme" - sjaeldent har jeg set en smukkere (og mere skraemmende) skulptur end hans eftertaenksomhed (som den vistnok hed) - proev paa nettet - han har udstillet i europa flere gange. Han sammenlignede sit formaal med det, Picasso havde med Guernica - det er ikke smaating, mine ladies und herren.
Weitergehen: Merivan - 20 kilometer fra den irakiske graense. Dagen startede haabloest: 3 timer i bumlebus for at komme frem til en megetmeget dyrt hotel, hvor vi heldigvis besluttede os for ikke at bo. Heldigvis fordi vi paa vejen tilbage til byen blev samlet op af en ung kurder - og inviteret paa te og fotoalbum hos hans foraeldre - fantabolous (og fanta hedder ikke fanta her i landet - det hedder fana. den mest populaere cocacola-copi lider under det lidet velsmagende navn arso cola).
For at goere en lang historie kort (og fuldstaendig uforstaaelig): aftenen endte paa en mosaferkhune (hostel - ofte kun for iranere) med en diskussion om filosofi, religion og globalisering (af alle raedselsfulde ting) med en ung iraker og en ditto iraner - en ganske fantastisk dag..
Iranerne ynder i det hele taget at tale om alt det, de ikke maa tale om: politik, religion og sex.. det er stort set det, alle vores samtaler med de indfoedte har handlet om, og der er ikke noget med at danse om den varme groed - de gaar lige til sagen: vi vil vaek, styret er forfaerdeligt, etc. Der er dog ingen - indtil videre - som har skudt skylden paa vores allesammens yndlingskaephest: islam. Folk virker meget bevidste om at soege at adskille religion og politik i forhold som personlig undertrykkelse og iran-mod-godhedens-akse.
jeg aevler. maden er ringe i dette land. man kan godt tale med kvinder. man kan godt koebe alkohol (smuglerstuff). folk er ikke onde fanatikere. snarere gode fanatikere. har aldrig moedt saa venligt et folkefaerd foer, og hvis der findes et saadant, maa det vaere fuldstaendig uudholdeligt (ja: gaestfrihed og venlighed kan faktisk blive for meget).
jeg er begejstret.
senere..
posted by hauser at 17:40
<< Home