sig mig. kan denne tingest ikke skrive 'æ'? -
nå men anyhow: det enigmatiske barn (ego) griber endnu engang til tastaturet for at berede verden på en oplevelse. en oplevelse af rejse. Jeg drager afsted med dr. Schmidt for at opleve det vilde østen (eller det mystiske østen, måske. Tirsdag den 23. september flyver vi til Istanbul, den sidste grænsepost mellem europa og asien. Herfra rejser vi østpå. ind i islam, gennem tyrkiet, iran og pakistan, kort sagt gennem ondskabens akse. forhåbentlig får vi bekræftet vores første fordomme om disse lande, nemlig at de ikke rummer helt så megen ondskab, som diverse nyhedsmedier og regeringstalsmænd giver udtryk for. Sagen er den, at vi på det nærmeste begiver os ud i en rituel rejse.
Den indledende afsondrende begivenhed er flyveturen, men den egentlige liminale afsondring kommer, når vi krydser bosperos til fods. herfra sker transformationen: dybere og dybere drager vi ind i den islamiske kultur, indtil vi engang i december er parate til at træde ud, omformede og genfødte. Dette store gennembrud sker ved den indiske grænse, hvor vi fra det ukendte drager ind i det umulige - bharat mata - india. al vor kontemplering, alle forudsigelser (selv denne, forhåbentlig) vil blive draget til skamme, nå vi rammer punjab, træder ind i kaos, tivoli, himmel og helvede.
Dette bliver den første rejseforberedende post på denne min virtuelle rejsedagbog (også min primære kilde til omverdenskontakt). Nu skal der forberedes, og jeg efterlader jer i hullet mellem ord og mig. dette er ikke sådan universet ender, det er sådan det begynder: med en klynken.