lørdag, januar 25, 2003

Har store problemer med antagelsen om moralens gyldighed. Hvad begrunder i sidste ende, om en handling er god eller slet? Hvor findes den absolutte basis for vores valg? Hos Gud? (altså: ikke nødvendigvis forstået som en moralsættende gud - termen betegner for så vidt også et hvilket som helst koherent system, som bare er, i hvilket vi mener at kunne begrunde dette eller hint) - det er muligt, men er det uladsiggørligt at slippe uden om een eller anden form for betingethed. Løgstrup finder sin basis hos den kristne Gud, Sartre i menneskets uendelige frihed, Kant i den menneskelige fornuft (som dog adlyder logikkens - og dermed een eller anden form for guddommeligheds) love, Heidegger udfolder ingen konkrete, etiske begreber, men betegner Dasein som en sig i væren kastet-hed. Alle disse grunder sig på absolutter af den ene eller den anden art.
Skal vi blot (som vi gør) ophøje os selv til dommere over godt og ondt, eller gives der intet godt og ondt, men kun hændelser uden moralsk karakter? Mennesket kræver tilsyneladende een eller anden form for moralkodeks i samvær med andre mennesker, men uanset hvilket grundlag vi opbygger dette kodeks på, er det i sidste ende skabt af os. Begrundelsen for disse systemer er utallige og arbitrære og grunder sig i menneskets (snævre) værensopfattelse - eller hur?
Som du ser, kære (enlige) læser, breder et (metafysisk) mørke sig over mig endnu engang. Er det virkeligt mig givet at sætte kategorier og målestokke, og hvordan i hulen er det nu det er med samvittigheden. En anerkendelse af mig selv, som fordrer at jeg betragter mig selv som jeg og dermed ikke som mig; - en indre samtale, hvis indhold ubetinget bestemmes af fra mig uafhængige og af omgivelserne indpodede regulationer for dette og hint. Det bevidst ubevidst bevidste..
Rytter bliver jeg ikke nu, hvor mørket trænger sig på. Kan ikke længere adlyde. Må skabe et grundlag, hvorfra jeg kan skabe et grundlag.for alt dette.
jeg tror jeg går i seng igen.