Nochmal: Hvorfor føler jeg mig altid ramt, når jeg læser Kierkegaard?
I øvrigt var computeren nede et par dage, men jeg slæbte den op igen. Et sisyfosarbejde. Jeg er ikke i tvivl om, at det snarere er den, som har trukket mig ned. Her er mørkt igen, og vil jeg mon nogensinde kunne foretage et fornuftsbetinget, etisk valg uden at fortvivle?
Lige nu er alting rædselsfuldt. Jeg vil ud. Verden er for lille til mig. Føler mig bundet til jorden af min trang til frihed. Måske skal jeg bare lære at pligtsmæssig bundethed i virkeligheden er et udtryk for viljens frihed. I så tilfælde føler jeg mig fri.
Nu kan jeg måske blive den rytter, min far også var.