Endnu engang tyer jeg til tasterne. Har just mistet min cykel, og har dermed reduceret min bevægelsesform fra velocipede til bare pede. Til gengæld gør jeg nye opdagelser hver eneste dag, for intet er mere trist end blot at træde i sine egne fodspor hver gang man bevæger sig gennem byen. Med andre ord: Jeg vælger nye ruter hver eneste dag - dog må det indrømmes, at jeg har visse favoritstrækninger, som jeg til stadighed følger, samt at det på visse strækninger er umuligt at vælge andre stier end de af stadsarkitekten givne.
Og det slutter ikke her. Ikke nok med, at man opdager interessante bygningsstrukturer, vinduesudstillinger og deslige; man har også tid til at standse og beskue disse urbane landskabsbilleder. Hvis man alligevel bruger fyrretyve minutter på befordring, går intet tabt ved et afbræk fra ruten på et par sekunder. Desuden er der den kontemplative fordel ved denne bevægelsesmåde. Et ansigt, en gråspurv, en statue, eller snart sagt hvadsomhelst, som fanger øjet, kan finde ro i bevidstheden i et stykke tid, som langt overstiger den tilsvarende, hvis man vælger andre trafikale befordringsmåder, hvor man med fare for liv og lemmer konstant må fæstne sin bevidsthed på det umiddelbart nærværende.
En afsluttende anbefaling: Den gamle proviantdok - nu bibliotekshave - på det kongelige biblioteks landside inbyder til en stille stund på en bænk med en cigaret eller lignende. Efter at have passeret den gamle Griffenfeld, når man ind til selve haven, og her gives der rige muligheder (for den meditativt sindede) for at erhverve sig en pause fra livet. Her findes gråspurve og andre småfugle i rigt mål, og da man tillige befinder sig i Kiekegaards skygge, ser jeg for mit indre øje ganske få andre lokationer i København, som er så sjæle- og sindsrensende som denne.
God fornøjelse.