Armageddon er naer. Det foerste tegn paa tidernes ende har vist sig: Indian Railways er blevet mere paalidelige end DSB. Og derfor skriver jeg dette, for jeg kom nemlig ikke med toget.
Her er min dag hidtil:
05.30: vaekkeuret ringer. staar op. bader. pakker.
06.10: forlader hotellet med fruen. tager rickshaw til banegaard.
06.27: ankommer til New Delhi railway station. finder det korrekte spornummer til toget (spor 12). bevaeger os derned.
06.43: Shatabdi Express ruller ind paa perronen. Stiger ind. finder plads. venter.
06.55: Toget burde koere ifoelge planen. holder stadig. joker med paalideligheden af den indiske togdrift.
07.04: spoerger passageren ved siden af hvad klokken er. spoerger hvilket tog det er. finder til min raedsel ud af, at vi er i en
anden Shatabdi Express, som koerer til et helt andet sted (Amritsar) 25 min. senere. styrter ud.
07.07: naar ned i den anden ender af spor 12. sveder. faar at vide, at Shatabdi Express (AUGHhvorforkandeikkefindepaaandrenavne??) naturligvis er afgaaet til tiden. naegter at anerkende dette virkelighedsskred. vinker farvel til lyseroede elefanter. bevaeger mig til et endnu lukket Tourist Booking office (som om jeg har behov for at bestille turister!)
08.00: efter 49 minutters ventetid lukkes vi ind paa billetkontoret. refunderer den gamle billet. bestiller billet til kl. 15.25 med (mantrordeterloegn) Shatabdi Express til mussoorie. bander og svovler.
09.00 (ca.)-12.12: spiser paa tagterrasse af hotel. bander over paharganj og skaebnen. sveder. sover naesten. beslutter mig for at vaere aktiv. Derfor:
12.57 (nu): netcafe. min mage ved min side. min mave midtpaa. snart.
13.05: ryger cigaret udenfor netcafe.
13.11 og frem: lever lykkeligt
12.04: opdager at uret paa min computer er en time foran. sukker og beder om naade.