drømte mig en drøm

[nb - forestillingen udspilledes i Palle Nielsens udgave af verden]


hvori jeg fandt mig selv løbende i søjlegange. På flugt fra politiets hårde indgreb mod folkemængden en sen aftentime i nærheden af kua (men ikke kua). løb sydpå, væk fra larmen, flammerne og døden. Folk i hælene. sprang ned over jordvolden, 3-4 meter, på en frosthård og bulet mark som tog godt imod mig. Herefter igen i fuldt løb imod de nye bygninger lidt længere væk. Det er ikke til at sige om der stadigvæk blev kæmpet bagved. Døren, ind og ned.
Herefter: i en lang kældergang, dybt under jorden, under bygningerne, under byen. det er et bibliotek og desperate, opgivende (ogpivende?) ligesindede talte om verdens og bøgernes og dermed verdens overlevelse. gangen er stuvende fyldt. ved de lange mørke vægge står grågrønne, kolde metalreoler med bøgerbøgerbøger. folk hamstrer desperat til den kommende eller allerede) krise.
pludselig for enden af gangen går solen ned over et stort, åbent rum. jeg rækker ud efter de sidste, vigtige bøger; bøger uden titler, bogstaver, farver. og løber udenfor, ud på gaden, hvor politiet eller de væbnede styrker allerede er nået frem til bygningens nordlige hjørne. til lyden af skrig, brand, motorlarm og skud begynder jeg at løbe langs skyggerne i den mørke søjlegang. kaster en lang skygge foran mig forårsaget af flammerne bagude. bare løber (det er utroligt så hastigt man skrider fremad i drømme)