tilbage
paa gaden.
efter 4 dages feberdroemme og diarre er understregede, overvurderede tilbage i bananarasis gyder forsoegende ikke at bliver offer for endnu en runde.
protester mod tegningerne af go'e gamle Muhammed hernede, men i vanlig indisk stil rettet mod de forkerte; "ned med usa"-bannere og afbraending af gwbdukke var paa dagsordenenen paa muharram, men ellers alt vel.
saa blev vaerelset tiltraengt rengjort. Hvis bare ubevidsthedens skraldespand kunne toemmes lige saa let; men det var vel derfor ovenn. feberdr. kom til overfladen - som en blandet pose revy for oejnene af mig (en haabloes metafor - men overskuer ikke at overskue noget, og reglerne er som altid simple: alt hvad der skrives, skrives. Alt hvad der skrevet staar, skrevet staar. Af intet opstaar intet og intet af det, der er til ophoerer at vaere til. og til og med i samme raekkefoelge som paa den originale synaptiske lystavle - som dog sikkert ikke er fuldt repraesenteret alligevel - tekst er meget men ikkke alt og det sammen kan siges om det andet.) ikke foer min afgang men foer deres egen ud i glemslen. Og godt det samme, selvom der var interessante passager imellem.
Ligger i sengen med H og pludselig befinder vi os i et stort rum; her bydes vi velkommen af en 8-10 aarig dreng som viser sig at vaere den almaegtige selv, men han er sandelig ogsaa paent klaedt paa med broderet silkekurta og straaleglans og det hele. Beder ham fremvise Evigheden, og han beder mig stikke hovedet igennem et hul i virkeligheden som er lidt for lille (hullet) men med elastisk kant (begge) saa det slutter taet omkring halsen uden at stramme. herefter en foelelse af at befinde sig i et uoverskueligt og ufatteligt moerkt rum og en intens foelelse af tomhed og - maa tilstaas - kedsomhed (overraskende; havde altid forestillet mig et intenst, altomsluttende lys, men i stedet befinder jeg mig i noget der minder om en stor (meget stor - uendelig, faktisk), dunkel sportshal med daarlig luft. Herefter vaagner jeg op og befinder mig i et omklaedningsrum med div. be- og ukendte, ser mig i spejlet og udbryder "de svin! de har klippet mig som en klingon!".
saadan er der saa meget
nu kommer mad og drikke
kasparh
ps: idag intet ps af naevnevaerdig interesse
det skulle maaske lige vaere
at verden alligevel fungerer
og det goer da een en
lille smule varm om hjertet
efter 4 dages feberdroemme og diarre er understregede, overvurderede tilbage i bananarasis gyder forsoegende ikke at bliver offer for endnu en runde.
protester mod tegningerne af go'e gamle Muhammed hernede, men i vanlig indisk stil rettet mod de forkerte; "ned med usa"-bannere og afbraending af gwbdukke var paa dagsordenenen paa muharram, men ellers alt vel.
saa blev vaerelset tiltraengt rengjort. Hvis bare ubevidsthedens skraldespand kunne toemmes lige saa let; men det var vel derfor ovenn. feberdr. kom til overfladen - som en blandet pose revy for oejnene af mig (en haabloes metafor - men overskuer ikke at overskue noget, og reglerne er som altid simple: alt hvad der skrives, skrives. Alt hvad der skrevet staar, skrevet staar. Af intet opstaar intet og intet af det, der er til ophoerer at vaere til. og til og med i samme raekkefoelge som paa den originale synaptiske lystavle - som dog sikkert ikke er fuldt repraesenteret alligevel - tekst er meget men ikkke alt og det sammen kan siges om det andet.) ikke foer min afgang men foer deres egen ud i glemslen. Og godt det samme, selvom der var interessante passager imellem.
Ligger i sengen med H og pludselig befinder vi os i et stort rum; her bydes vi velkommen af en 8-10 aarig dreng som viser sig at vaere den almaegtige selv, men han er sandelig ogsaa paent klaedt paa med broderet silkekurta og straaleglans og det hele. Beder ham fremvise Evigheden, og han beder mig stikke hovedet igennem et hul i virkeligheden som er lidt for lille (hullet) men med elastisk kant (begge) saa det slutter taet omkring halsen uden at stramme. herefter en foelelse af at befinde sig i et uoverskueligt og ufatteligt moerkt rum og en intens foelelse af tomhed og - maa tilstaas - kedsomhed (overraskende; havde altid forestillet mig et intenst, altomsluttende lys, men i stedet befinder jeg mig i noget der minder om en stor (meget stor - uendelig, faktisk), dunkel sportshal med daarlig luft. Herefter vaagner jeg op og befinder mig i et omklaedningsrum med div. be- og ukendte, ser mig i spejlet og udbryder "de svin! de har klippet mig som en klingon!".
saadan er der saa meget
nu kommer mad og drikke
kasparh
ps: idag intet ps af naevnevaerdig interesse
det skulle maaske lige vaere
at verden alligevel fungerer
og det goer da een en
lille smule varm om hjertet
posted by hauser at 09:45
<< Home