endnu en

mystisk drøm.
befandt mig i et rejseselskab på en ganske lille asteroide - ikke mere end måske hundrede meter i omkreds. Selskabets størrelse vekslede en hel del fra øjeblik til øjeblik, og ligeledes gruppebesøgets formål. I begyndelsen så vi det sorte verdensrum og andre små celestiale objekter i nærheden; men snart ændrede det kosmiske perspektiv sig. Store dele af asteroiden var brolagt med jævne, glatte gulbrune sten, der fungerede som veje eller stier udenom små enklaver af monolitiske stenstrukturer. Disse jættestuer og stendysser var utvivlsomt meget gamle, for overalt var de overgroede af mos og andre planter. Imellem stenene på det største af dem alle - et anlæg der vel bedst kan sammenlignes med stonehenge (pg.a. de store tværliggende stenblokke) slyngede sig træer og buske som ikke var ulig birk og pil.
Denne lille verden var oplyst, men uanset hvilken vej vi så kunne vi ikke finde lyskilden. Og det var ikke det eneste besynderlige fænomen. Selvom vi med stor sikkerhed var de første mennesker på asteroiden i umindelige tider, fandt vi i den viltre vegetation som omgav den største dysse (- og det at se den største var tilsyneladende meningen med at komme hertil - hvordan det så end er foregået) en mængde breve, alle påklistret frimærke. Ingen af dem havde nået modtageren.
På dette tidspunkt var vores gruppes størrelse blevet stærkt reduceret. Ofte var jeg alene - til tider i selskab med en eller to andre af ukendt herkomst. Frem til i dag er det mig stadig umuligt at genkalde mig deres ansigtstræk, eller blot farverne på deres tøj. Det står mig uklart om vi konverserede overhovedet.
Jeg samlede et brev op, ville åbne det. En uniformsklædt(?) hindrede mig i at gøre det, greb mig i skulderen og jeg husker en metalstang (riffelløb?). Desperat forsøg på at skjule mig blandt stenenes nedbrudte former og skæve vinkler. Følelsen af at kravle med bare hænder gennem fugtigt mos i fugtig jord imens det kulsorte verdensrum voksede forskruet og skræmmende omkring mig.