hej igen.. ville have skrevet tidligere, men blogger var nede "due to planned reconstruction of site" hvilket er noget vroevl.. her i pakistan er der intet, der lukker bare fordi der skal bygges lidt. rent faktisk er det ikke et faerdigt land endnu - it's an on-going process...

vi rejser uden guide, men ikke i blinde.
har vaeret i mohenjodaro, hvor man kunne se de forstenede rester af et flot 4000 aar gammelt kloaksystem. stor var vores overraskelse, da vi i Sewan Sharif lidt laengere sydpaa (5 timer i tog - ca. 180 km) saa fuldstaendig tilsvarende sanitaere installationer - nogle ting gaar bare aldrig af mode. Anywho: sewan viste sig at vaere hjemsted for een af de mest velbesoegte helgengrave i pakistan - Lal Sewas Qalender (hoer fx nusrat fateh ali khans "dum mast qalender" - den er om ham..), som ved sin grav tiltraekker pilgrimme og ekstasedansere (til trommetromme hver aften): transvestitter, doevstumme, headbangende kvindfolk (napalm death go blow yourselves) og foraeldre til mongolide boern.. (og andre. jeg havde ikke tid til at snakke med dem allesammen.)
og der var beskidt: paa mine rejser har jeg aldrig set saa meget skrald som i sewan.. men det glemmer man hurtigt. til gengaeld glemmer man ikke bare lige, at byen tillige med helgengraven er hovedstad for langt stoerstedelen af pakistans fluer...
men en fantastisk by (hvis indbyggertal vekslede fra 50 til 400tusinde altefter hvem vi spurgte), med nogle af de venligste mennesker, jeg nogensinde har moedt.. jeg ved, jeg skrev det samme om iran, men der var hele tiden eet eller andet, der nagede mig; maaske var det for tvunget eller awkward der.. her i pakistan virker venligheden aegte, man presses ikke til noget (andet end maelkete med sukker og en occasional sodavand), og der er en dejlig afslappet stemning.
og speaking of: vi besoegte ved et uheld nogle gravpassere ved een af sewans helligsteder (= vi anede ikke, hvor vi gik, pludselig var vi der bare)., og stenede det var de: 4 mand blandede jord (= een mand blandede muld, 3 saa disinteresserede paa), 3 lavede ingenting og een lavede te.. ingen talte engelsk, men vi blev alligevel budt paa frokostchillum og valmuete - og et par timer senere forlod vi det da meget daempede selskab..
Her er arkaeologiske sites, hvor man bogstavelig talt vader rundt i 4000 aar gamle potteskaar og knoglestumper, de farver deres nyklaekkede kyllinger blaa. man spiller carrom paa enorme marmorborde, og midt i alt skidtet finder man det, man mindst venter: en udendoers snookerklub(?) med groent klaede og det hele..
nu er vi i en by jeg ikke kan huske navnet paa, men tag et kort og bevaeg jer 24 timers togtur nordpaa fra sewan.. jeg tror, det er et sted mellem lahore og multan. og togene, folkens.. togene.. dem der ved det ved det, de andre tror det ikke: de er fantastiske; indiske, pakistanske, med te og sesamsnacks og mystiske samtaler paa urdu-engelsk. og et koncept, der hedder: ingen stroem til lamperne foer folk beslutter sig for at gaa i seng. 4 timer i moerke efterfulgt af 6 timers soevn under hoejfjeldssol.
well. alii allaah etc. (c'mon everybody: alii allaah)
dette land naegter at sove, til gengaeld vaagner det sent.
og farver og dufte.
jeg glaeder mig til bjergene, men jeg er bange for, vi bliver afstoedt af sne og kulde. bedre at vaere her i panjab.
og saa det eid igen.... saa det eid igen...
aah hvoe er det dejligt det er eid..

ramadanen slutter med fest paa onsdag. sandsynligvis er alt lukket.
nu bliver jacob sikkert snart utaalmodig.
fred
khauser ... enigmet i enigma..