Jeg er traet. af at vente. jeg har ventet meget idag. det har herr schmidt ogsaa. og jeg er ogsaa traet af indisk bureaukrati. it really is in a league of its own.

Formiddag: bestiller morgente til vaerelset. venter. mister taalmodigheden og gaar (personalet har en succesrate paa omtrent 50% mht tebestilling, saa det var vel forventeligt). Staar ved busstoppestedet kl. 11. vi har travlt - vi skal til Islamabad og hente vores visum foer den indiske ambassade lukker kl. 13 - god tid. Kl. 11.25 stiger vi paa bussen. Af uransalige aarsager er mandag den 8. december tilsyneladende aarets travleste dag - vi faar staapladser, og trafikken er saa tung, at det tager en time foer vi er fremme (normalen er ca. 20 min.). Pakistanere er ikke saa hoeje, saa det er loftshoejden i busserne heller ikke - resultat: stiv nakke og mild hovedpine.
Herefter: skaenderi med taxachauffoer.. ikke om prisen, men om destinationen. han benaegter paa det pureste, at det er muligt at transportere os til ambassadeomraadets graense (hvor vi ellers har vaeret 2 gange foer), af hvilken aarsag han koerer os forbi stedet og hen til ambassadebussen som krydser omraadet paa alle leder og kanter. laegger man prisen for bussen, taxaen og ambassadebussen sammen naar man frem til et beloeb, som vi kunne have taget en taxa hele vejen for. til gengaeld ankommer vi til indistans hus ca. 15 minutter foer lukketid. Ligemeget. Vi faar endelig de umaelende vagter i tale, og de forklarer os, at frokostpausen er startet. "ples com back at tree oklok, ser"..
To lange timer senere bevaeger vi os igen frem til skranken foran ambassaden. og efter ca. 35 minutter mere aabner de. resultatet af denne fra personalets side helt overrumplende handling er at en enorm flok af pakistanere koagulerer foran den lille rude, viftende med maerkelige sedler. Vi har osse selv en lille seddel, men ingen vil tage imod den. Vi proever den anden skranke (som er markeret med et "foreign passport"-skilt (selvom vagterne udtrykkeligt har bedt os stille os i den anden koe)). Ingen respons, kun: "ples wet, ser" (det er heller ikke fordi pakistanerne har stor succes med at traenge igennem, men det virker som om, det hele er en del af en proces, de er vant til).
I loebet af de naeste 2 timer aabner og lukker de to skranker uregelmaessigt og paa skift. pakistanere vifter med smaa sedler og nogengange reagerer folkene bag skranken paa provokationen og tager toevende imod. Ingen taler til os mere, vagterne taler ikke engelsk, og ambassadepersonalet er mere optagede af reparationen af deres udendoers hoejttaler end af diplomatisk arbejde. Jeg begynder nu at faa hovedpine, jeg er toerstig, og som solen gaar ned begynder vi ogsaa at fryse, men saa sker der noget:
Den ene skranke aabner igen, vi kaldes hen og bliver bedt om at vente 5 min, hvorefter lugen lukkes med et smaeld. 15 minutter senere lyder en stemme i den nu fuldt funktionsdygtige hoejttaler - folk kaldes hen efter nummer (som staar paa den lille, mystiske seddel), og pludselig sker gennembruddet: De visumudstedende myndigheder henvender sig direkte til os, med foelgende besked: I har en forkert lille hvid seddel. I skulle have kommet i formiddags. kom igen kl. 10 i morgen. farvel.
Efter lidt mere venten kommer der en bus, og ca. 7 timer efter vi forlod vores hotel er vi tilbage igen - ikke meget klogere paa nogetsomhelst, men en god hovedpine rigere.
Nu har vi aftensmadet, og efter kun 25 minutters venten blev denne computer, hvorfra dette er skrevet, ledig.
aah.

Bureaukratiet i funktion: om et land er 'civiliseret' eller ej, handler paa ingen maade om indbyggernes religion eller generelle levestandard. Civilisationsniveauet kan aflaeses direkte paa hvor mange timer, man skal vente i uvidenhed for at faa at vide, hvornaar man skal moede igen og goere det samme. Kafka-esque, oui monseiur, bien sur. man venter uden at vide paa hvad kun for at faa at vide, at man ikke havde faaet at vide, at man havde gjort det galt, man ikke vidste hvad var (og mindst af alt, at det var galt). men jeg kendte jo systemet i forvejen - this is india for you! Jeg troede lige, vi var i pakistan, men ambassadejord tilhoerer jo hjemlandet; og det gaar nu op for mig, at jeg bare har deltaget i den enorme vittighed, der er indisk bureaukrati. de burde filme det og sende det i ugentlige afsnit - evt som time-lapse-eksperiment. Men indien er askesens land (hvis der nogensinde har vaeret et saadant), og saadan en oplevelse kalder virkelig paa ens asketiske, mildt overbaerende side. Overbaerende og undergravende - vi moedte en professor ved ambassaden: han var pakistaner og skulle til indien for at deltage i et seminar paa et universitet et sted. han havde vaeret igennem stort set det samme som os (hvilket ikke er saa galt - der var en mand derude, som havde ventet 6 maaneder paa sit visum!), skulle flyve 2 timer efter, han fik sit visum. Seminarets emneomraade: Migration i Sydasien. Han kunne tillige fortaelle, at der paa universitetet i lahore er blevet oprettet et nyt fakultet. forskningsomraade: besvaerligheder ved at krydse ind-pak-graensen... it's a lifestyle.
Og gaarsdagens featureartikel i daily times: gummistemplets historie. nu ved jeg hvorfor: det er den absolvut vigtigste og mest vaerdifulde gegenstand her paa egnen - et redskab med hvilket i haanden, man kan raade over sine undersaatter som man vil. Lad os smede svaerd om til plovskaer om til stempler..

yours truly,
certified lommefisolof,
kaspar hauser
[klonk]



[klonk][klonk][klonk][klonk][klonk][klonk][klonk][klonk][klonk][klonk][klonk][klonk][klonk][klonk][klonk][klonk][klonk][klonk] .... [skribleskrible]

aah.